HEIDI LINDE: 'NU, FOR HELVEDE'

B-) B-) B-) B-) B-) B-)

Skrivemode: :-)

DER SIDDER EN I NORGE OG HAR DET FULDSTÆNDIGT LIGESOM MIG!?

Da jeg begyndte at læse den her bog, var jeg så opstemt over, at der stadig var 400 sider igen – hende Heidi-pigen har helt 100 selv fået børn, været på barsel og prøvet at få kittet moderskab, arbejdsliv, parforhold og sociale forpligtelser sammen til noget, der kan siges at hænge nogen lunde meningsfuldt sammen. Det var så meget spot-on for mig – ikke overraskende, at der er fællestræk i de store linjer… det alment universelle kan som en rulle dobbeltklæbende tape nå hele vejen rundt om den vestlige verden, og så kan det nok også række til Norge. Men jeg var forbløffet over, at der sågar er DETALJER, SOM ER SAMMENFALDENDE!

Terese er højgravid med deres tredje barn (i virkeligheden parrets fordækte forsøg på at genopfriske deres tilværelse). Og når man allerede er trukket gennem det menageri to gange, er der nu intet så TRIVIELT SOM EN SCANNING – faktisk fylder forestillingen om den franske hotdog med en KÆMPE BACONPØLSE mere i hovedet på den tromletykke Terese. Det betyder bare stadig, at Therese ikke rigtig kan komme på det rene med, om det er ok, at manden prioriterer noget andet end den scanning. Eller om man faktisk har ret til at blive såret, fordi det jo er at behandle børnene forskelligt. Ja, ungen kan for nuværende være ligeglad, men på den lange bane: Er fravalget af scanningen ikke blot en indikation af, hvordan de kommer til at forholde sig til denne tredjefødte, som på alle fronter må lide under forfordelingens vilkår, nu og for altid!? Og er det rimeligt? Er det noget, som man som forælder (MOR) passivt må acceptere, eller er den DÅRLIGE SAMVITTIGHED tegn på, at her må man træde i karakter og forsvare sit afkom og kræve samme behandling af alle tre børn????? Er det? Er det? Jeg spørger, jeg spørger?

Hvordan de her refleksioner kan loope i pæren på én, er skide godt beskrevet – og sjovt! Skrivestilen er en ’KAUSAL STREAM OF CONSCIOUSNESS’, som du kan tjekke ud nederst i indlægget. Der er en IRONISK DISTANCE, og det har hun fået hug for, Heidi Linde. En Hanne Ørstavik eller Merethe Lindstrøm kunne have skrevet om den samme kvinde, men Terese ville altså være virkelig svær at ’tegne’ med en alvorlig tilgang! Det ville blive latterligt, ikke sjovt som her, men latterligt – og hold så lige det sammen med, at IDENTIFIKATIONSPOTENTIALET STADIG ER MEGET HØJT!

Scenario: En højgravid kvinde, som endelig har fået en dag helt for sig selv, bokses rundt i en GUMMICELLE AF ET PARCELHUS uden at være i stand til at bruge det stærkt tiltrængte pusterum til noget overhovedet: under natbordet i soveværelset finder hun en kjole i en størrelse, som deres to større piger nu er vokset fra, og nu SKAL Terese op på loftet, hvor stabelbare plastickasser med låg indeholder aflagt tøj grupperet i str. 56-86, 92-104, for hun vil have den forvildede beklædningsdel ind i det SINDRIGT ETABLEREDE SYSTEM, NU. Det er jo sindssygt, og hvis ikke HUMOREN var der, ville det trække tragiske konsekvenser og hun ville være nødt til virkelig at revidere sit liv - og sit hoved ikke mindst! Ikke kun på grund af en vildfaren pigekjole, naturligvis, men der er meget mere på spil romanen: i forholdet mellem Terese og Terese og Terese og lægemanden Einar; ting som man i den ironiske genre lever med, fordi sådan er det nu engang, men i en anden mere seriøs genre ville være tvunget til at rykke radikalt på a la Ibsens Nora eller FLAUBERTS MADAME BOVARY.

Nå, men så er det, at romanen viser sig at være en såkaldt ’MOSAIK-FORTÆLLING', hvor vi følger forskellige personer fra samme miljø, hvor nogen så undervejs krydser hinandens veje. Det var en kæmpe skuffelse, for min relation til Terese havde et identifikationspotentiale på 100 %! Andre ville sikkert tilføje, at vi er ved at være færdige med ironisk distance og så kan den tone ikke holde højde over 400 sider. Måske… men jeg var slet ikke klar til at slippe Terese, da andre personer tog over! Og det er faktisk en ret stærk fortællebegærlig erfaring, som jeg vil huske for den STÆRKE LYST TIL MERE!

Therese har altså fået en dag for sig selv, mens manden er kørt af sted på tur med de to børn, der allerede er ankommet i deres liv. Hun har en hel dag, som hun kan bruge til lige det, hun vil. Hun bestemmer enerådigt dagens program og det føles som ET HELT LIV AF MULIGHEDER I ÉN DAG - så er det bare, at manden ringer og fortæller, at han har aftalt med skorstensfejeren, at denne kommer på et ikke nærmere fastsat tidspunkt  mellem 9 og 16! Det spolerer jo fuldstændigt konceptet. Man kan jo ikke engang få sig en lur, når ham fejeren kan arrivere når som helst! ’NU SYNES JEG, AT DU ER URIMELIG’, siger manden (25).

Og så er hun SUKKER-JUNKIE – et lille sug under tungen og hun må ud i fryseren, for der er vist et par muffins fra datterens fødselsdag. Og beskrivelsen af utålmodigheden med mikroovnen og den ustyrlige trang til at gnave i de her frosne kageklumper – I was there…

Og så er FACEBOOK landet som medspiller: gengivne opdateringer kan altså være ret latterlige, fordi det jo er sådan det er: speltbagning og barnets første sygedag – hvorfor fortæller vi hinanden det? Familien beslutter sig for at blive fotograferet, s/h og i en casual session, hvor de forventes at lægge hovederne bagover og le hjerteligt, mens børnene kastes op i luften i deres Pomp de Luxe-cardigans – og manden falder lige ind i det set-up, mens hun bare føler sig mere og mere AKAVET, hvad ses med al tydelighed på de billeder, som nu hænger i entreen. Men manden og fotografen havde så fed og umiddelbar kemi, at de nu er venner på Facebook – det er LIGE PÅ KORNET RELATIONSAFDÆKNING anno 2010´erne.

Ham der Einar-manden lyder som en KÆMPE IDIOT, og Therese skulle nok have holdt fast ikke kun i sit ene SIDESPRING, men også i sit oprindelige studie, medievidenskab, som skulle have gjort hende til reporter fra verdens brændpunkter og indsættelsen af Obama. I stedet fulgte hun Einars råd om det sikre lærerstudie, hvor hun uden problemer kunne følge ham i hans turnus som læge. Da hun er oppe på loftet med den der kjole, finder hun nogle gamle studiebøger og bliver DESORIENTERET, da hun bladrer i de akademiske titler – mindede mig om engang, jeg fik fat i nogle af mine gamle opgaver fra uni, og jeg kunne ikke rigtig få det til at stemme med, at det var mig, der havde skrevet alle de meget lange sætninger…

Nå, men det er jo altså desværre en mosaik-fortælling. Vi hører nemlig også om smukke Jessica med den snerpede mor Lydia. Og den følelsesfulde far med guitaren, de skæve tæer og de mange talenter - og mange øl; eller var han i virkeligheden anderledes, fordi ERINDRINGEN IKKE ALTID ER PÅLIDELIG? – også et tema i bogen. Fodboldspilleren Kevin, som engang kærestede med Jessica og var en lovende fodboldspiller, indtil en skade i stedet sender ham ind i en fastansættelse på den lokale tankstation, hvor de eksperimenterer med mersalg og hvor han har en virkelig bøvet kollega, følger vi også. Og så er DRONNING SONJA sgu også med på en gæsteoptræden, som en Alfons Åbergsk usynlig ven til Lydia – Jessicas mor. Og OBAMA leverer baggrundsbilledet med sin optimisme vedrørende fremtidens udfordringer og MENNESKETS VILJE TIL FORANDRINGER: Yes we can og This is our moment. Men kan Therese gribe ikke bare dagen, men sin tilværelse - skal hun, bør hun, vil hun?

Der findes masser af musikcitater for os født dér omkring 70, citater hvor man uden videre selv føjer melodien til: BABY, DON´T HURT ME, DON´T HURT ME, NO MORE…

Så anmeldere smække 2 stjerner af sted til norske Heidi Linde – det er for lidt! Politikens May Schack kunne også lide den - læs den her Nå, det blev et meget langt indlæg det her – men det hænger altså sammen med, at jeg var RET GLAD FOR BOGEN…

Her runder vi så af med mit STÆRKESTE BILLEDE:

…hun trænger til noget mere, noget sødt, men ikke kiks, det bliver for tørt, og hun går hen til køleskabet, og al luften presses ud af hende, da hun bøjer sig ned og trækker i den nederste dør, den til fryseren, og selv om det ikke er ret længe siden, hun afrimede den, har der allerede dannet sig en tyk kant af is, hun er nødt til at trække hårdt for at få lågen op, og Terese graver sig forbi de hjemmebagte brød, roder mellem kyllingefileterne, og der ligger posen med muffins, der blev tilbage efter Majas femårs fødselsdag i sidste uge, og Terese tager posen frem, der er kun tre muffins, men de er store, og suget under tungen bliver stærkere, og hun flår posen op, og er kun lige i stand til at modstå fristelsen til at forsøge at gnave dem i sig med det samme, selv om de er helt stive af frost, og hun lægger dem på en tallerken, åbner lågen til mikrobølgeovnen og sætter tallerknen ind, og det gælder om at passe på ikke at varme dem for længe, så bliver de stenhårde, de skal bare tøes op, svag, svag varme, hellere lidt længere tid, så bliver de tøet op og bløde og lune, næsten som nybagte, tænker hun, og suget vokser og Terese trykker på knappen, og mikroovnen starter med et klik, lyset tændes derinde, tallerknen drejer langsomt rundt, og Terese støtter hænderne på kanten af køkkenbordet og mærker duften af kagerne, bare et par minutter til, så er de klar, så kan hun sætte sig ned alene i stilhed og spise dem, mens hun bladrer i de gamle studiebøger, og hun er nødt til at synke, for suget under tungen har fyldt munden med spyt, og så ringer det på døren. (37-8)

Oversat af Camilla Christensen, Rosinante, 395 sider